Allan Simonsen

Fodboldspiller
Fodboldspiller

Optaget i 1995

(f. 15. december 1952)

56

landskampe

21

landskampsmål (1972-86)

Titler

  • Dansk mester 1971, 1972 og 1984
  • Dansk pokalvinder 1972, Tysk pokalvinder 1973
  • Tysk mester 1975, 1976 og 1977
  • UEFA Cup vinder 1975 og 1979
  • Spansk pokalvinder 1981
  • Vinder af Europa Cup'en for pokalvindere 1982

Hædersbevisninger

  • Årets fodboldspiller i Europa 1977
  • Årets tolver i Ekstra Bladet 1977

Klubber

  • Vejle FC, Vejle Boldklub (1963-72)
  • VfL Borussia Mönchengladbach (1972-79)
  • FC Barcelona (1979-1983)
  • Charlton Athletic FC (1983-83)
  • Vejle Boldklub (1984-89)

Allan Simonsen var en fremragende midtbanespiller, der, med eminent blik for spillet, fantastiske pasningsevner, stor hovedspilsstyrke trods ringe højde og et betragteligt skud i støvlerne, henrykkede på fodboldbanerne i 1970'erne og 1980'erne.

Skudstyrken blev eksempelvis demonstreret i mesterholdenes finale i 1977, hvor Mönchengladbach-spilleren Allan Simonsen sendte et projektil af et langskud op i målhjørnet mod FC Liverpool, der dog vandt. Målet var medvirkende til, at han samme år, som hidtil eneste danske fodboldspiller, blev kåret som Europas bedste fodboldspiller.

Den lille dansker blev tidligt opdaget af Mönchengladbach, hvor han efter en svær start for alvor blomstrede op og var med på det hold, som i 1970'erne førte klubben fra triumf til triumf, heriblandt tre vesttyske mesterskaber samt to flotte UEFA cup sejre.

Siden blev det til tre år i FC Barcelona med stor succes. Simonsen var blandt andet med et hovedstødsmål medvirkende til, at den spanske klub vandt europa cup’en for pokalvindere over belgiske Standard Liege i 1982.

Efter et kort mellemspil i engelske Charlton Athletic returnerede Simonsen til barndomsklubben Vejle Boldklub.

Landsholdskarrieren bød på deltagelse på det danske OL-hold i München 1972, hvor holdet blev nummer fem. Simonsen var også med, da landsholdets optur startede i 1980'erne: Det var hans enlige træffer på straffespark, der sikrede den berømte sejr på Wembley over England i 1983.

Simonsen var med ved EM i Frankrig 1984, hvor han i åbningskampen brækkede benet efter 43 minutters spil i et sammenstød med franskmanden Yvon Le Roux.

Allan Simonsen kom tilbage på fodboldbanerne, blandt andet ved VM i 1986, hvor han blev indskiftet i den sidste puljekamp mod Vesttyskland, men helt det samme som før blev det aldrig. Alligevel var han i en årrække en af profilerne i den daværende 1.division.

Allan Simonsen blev optaget i Hall of Fame i 1995.