Camilla Martin

Badmintonspiller
Badmintonspiller

Optaget i 2013

(f. 23. marts 1974)

84

landskampe (1992-2004)

Titler

  • OL-sølv 2000
  • Verdensmester 1999
  • All England-mester 2002
  • Europamester 1996, 1998 og 2000
  • 13 gange individuel dansk mester fra 1990/91-2002/03
  • Sølv Uber Cup (hold-VM for kvindelandshold) 2000
  • Bronze Uber Cup 1996, 1998 og 2004
  • Europamester for hold 1996, 1998, 2000, 2002 og 2004

Hædersbevisninger

  • Kåret som Årets sportsnavn 1999
  • B.T.s Guld 1999
  • Indehaver af DBF’s fortjensttegn 

Klubber

  • Højbjerg
  • Gentofte
  • Værløse

Da firserne blev til halvfemserne, satte den 16-årige århusianer Camilla Martin sig for første gang på den danske singletrone i badminton med en sejr ved DM. Den trone fraveg hun ikke de næste 13 år. De mange danmarksmesterskaber på stribe er en enestående præstation i dansk badminton, som måske aldrig vil blive slået.

I takt med at Camilla Martin i midten af halvfemserne også begyndte at gøre sig gældende på den internationale scene, kom hun i søgelyset i den brede befolkning. Hendes fremtoning var umiddelbar både uden for og inden for banens streger, hvor hallerne ofte gav genlyd af høje råb, der ikke altid tålte en gentagelse. Camilla Martin besad en enorm god fysik og var derfor ikke bleg for at slide sine modstandere op, når hun populært sagt igen og igen forsøgte at bestige den kinesiske mur. I Europa var der nemlig ikke mange, som for alvor kunne udfordre danskeren.

Netop den asiatiske modstand blev overvundet i Camilla Martins største triumf. I 1999 besejrede hun på hjemmebane i Brøndby Hallen tre kinesere på stribe på sin vej fra kvartfinalen til den endelige sejr ved verdensmesterskaberne. Det var kun anden gang, at en dansk kvinde vandt singlerækken ved VM. Første gang var, da Lene Køppen tog titlen ved det allerførste officielle VM i 1977.

I det hele taget toppede Camilla Martins karriere omkring årtusindskiftet. Året efter VM-triumfen mødte hun op til OL i Sydney i sit livs form. Hun spillede sig hele vejen til finalen, hvor hun denne gang dog måtte se sig besejret af Gong Zhichao fra Kina med cifrene 13-10, 11-3. Det blev det tætteste, Camilla Martin kom på en olympisk titel – den eneste store titel, som hun ikke nåede at vinde.

Den ældste og måske mest prestigefyldte titel i badmintonsporten, All England, fik Camilla Martin nemlig på CV’et i 2002. Endnu en gang var hun nødt til at forcere den kinesiske mur og vinde over tre spillere i træk fra riget i midten, inden hun kunne løfte pokalen.

I 2004 indstillede Camilla Martin sin gloværdige badmintonkarriere. Hendes sidste optræden var foran hjemmepublikummet i Aarhus ved Denmark Open - en turnering, som hun i øvrigt nåede at vinde hele otte gange. I semifinalen måtte hun strække våben, hvorefter hun modtog en velfortjent stående hyldest fra de fremmødte tilskuere for hendes mageløse tid på toppen.

Camilla Martin blev optaget i Hall of Fame i 2013.