(f. 14. marts 1921 - d. 13. februar 2009)
Dressurrytteren Lis Hartel var et af dansk ridesports første helt store navne. Hun huskes, fordi hun ved de Olympiske Lege i 1952 og 1956 formåede at vinde sølv i skoleridning (dressur) på sin hest Jubilee på trods af, at hun i 1944 var blevet så hårdt ramt af polio, at hun aldrig genvandt sin fulde førlighed. Ved OL i 1952 var Hartel den første kvinde nogensinde i ridekonkurrencerne ved et OL, der kunne betræde podieskamlen i konkurrence med mandlige deltagere.
Ved dressurkonkurrencen i Helsingfors stod det klart, at rytter og hest var i fuldendt harmoni. Jubilee gik herligt elastisk og fremadsøgende. Passagen var fin, pirouetterne var gode og changementsserierne overlegne og sikre.
Den polioramte Lis Hartel viste med sine ridesejre, at der var en vej ud af den næsten håbløse kamp mod polioen. På den måde blev hun et håb for de mange, som helt frem til midt i 1950’erne blev ramt af den hårde sygdom. Lægerne dømte den lovende rytterske til et liv i kørestol, men Hartel ville det anderledes: Med ukuelig viljestyrke begyndte hun genoptræningen. I den første lange tid gennemlevede Lis Hartel enorme smerter, men hun gav ikke op, og lidt efter lidt kom fremskridtene. Fra 1947 deltog hun igen i konkurrencer, nu på hesten Jubilee, som oprindeligt var søsteren Tove Jorck-Jorcstons hest.
Med ridetriumferne kom invitationerne til alverdens ride- og opvisningsstævner, hvor Hartel indsamlede store beløb til fordel for polio- og handicapfonde. Med Lis Hartels præstationer gik ridesporten og dressurridningen fra at være en militærsport domineret af herrer og overklassen til at blive hvermandseje.
Lis Hartel blev optaget i Hall of Fame ved etableringen i 1992.