Paul Elvstrøm er nok den største og mest alsidige sejler verden hidtil har set. Han er mere end nogen manden, som bærer æren for, at Danmark har kunnet hævde sig som en af verdens førende sejlsportsnationer. Da Danmarks Idræts-Forbund i 1996 havde 100 års jubilæum, blev han kåret som det 20.århundredes største sportsmand i Danmark.
Elvstrøm huskes især fra de Olympiske Lege: Her vandt han fire guldmedaljer på stribe fra 1948-60 og var olympisk aktiv fra 1948-88. I alt var han med ved ni OL’er.
Blandt mange andre store resultater kan nævnes ikke mindre end 13 verdensmesterskaber i otte forskellige bådtyper. Elvstrøm var så suveræn på søen, at han ved flere lejligheder vandt den samlede konkurrence før den sidste sejlads. Elvstrøms suverænitet skyldtes, udover talent, en meget professionel indstilling til sin sport. Han trænede hårdt hjemme og brugte tusindvis af timer på søen.
Gennem hele karrieren har han høstet erfaring, som ikke alene har haft stor betydning for hans egen sejlads, men også udmøntet sig i konstruktion af nyttigt udstyr, for eksempel hans berømte Elvstrøm redningsvest, Elvström Bailer og Elvström Winchblok. Bedst kendt er nok Elvström Sails med den lille røde tretakkede krone øverst.
Elvstrøm gjorde sig også som bådkonstruktør, idet bådtyper som trapezjollen, kvart-ton og halv-ton er blevet designet på hans tegnebord.
Paul Elvstrøm, der sluttede ved OL 1988 i tornadoen med datteren Trine som gast, blev optaget i Hall of Fame ved etableringen i 1992.