Peter Schmeichel er i særklasse den bedste målmand, Danmark nogensinde har haft.
Han var et fysisk pragteksemplar, der med sin perfektionistiske vindermentalitet og højtråbende attitude kunne kyse såvel modstandernes angribere samt ikke mindst egne forsvarsspillere verbalt. Hans lange, præcise udkast var effektfulde: Som mod Grækenland i 1989, hvor udkastet sendte wingen Jan Bartram af sted ude på venstre fløj, så Bartram kunne servere et perfekt indlæg lige til Flemming Povlsens pandebrask.
Peter Schmeichel kunne lave de mest fantastiske målmandsredninger. I EM finalen i 1992 havde han flere superredninger og et indlæg blev sågar grebet med en hånd.
Landsholdskarrieren begyndte på Danmarks fantastiske OL-hold, der desværre ikke kom med til OL i Seoul i 1988.
I 1996, 1998 og 2000 var han med på Danmarks slutrundehold, og han var således med, da Danmark nåede kvartfinalen ved VM i Frankrig 1998. Schmeichel er med 129 landskampe landskamprekordholder.
Det var med skiftet til Manchester United, at fodboldverdenen for alvor fik øje på Schmeichels målmandskvaliteter: I 1993 vandt klubben for første gang i 26 år det engelske mesterskab, og siden blev det til en stribe mesterskaber og pokaltriumfer kulminerende med den dramatiske Champions League finalesejr over Bayern München i 1999. Den efterfølgende sæson blev han portugisisk mester med Sporting Lissabon for siden at vende tilbage til engelsk fodbold.
Peter Schmeichel blev optaget i Hall of Fame i 2008.