Ragnhild Hveger

Svømmer
Svømmer

Optaget i 1992

(f. 20. december 1920 - d. 1. december 2011)

Udvalgte titler

  • 100 m crawl: EM-guld 1938, Dansk mester 1936-42 og 1954, Nordisk mester 1937, 1939 og 1953
  • 400 m crawl: EM-guld 1938, Dansk mester 1935-42, Nordisk mester 1935, 1937, 1939 og 1953
  • 100 m rygcrawl: Dansk mester 1937-38, 1951 og 1954
  • 4 x 100 m crawl: EM-guld 1938
  • 4 x 100 m medley: Nordisk mester 1953

Hædersbeviser

  • Årets fund i dansk idræt 1935
  • BT’s guld 1937
  • Optaget i svømmesportens Hall of Fame i 1968
  • Kåret som det 20. århundredes største kvindelige idrætsudøver i Danmark af DIF i 1996
  • Udvalgt til kulturministeriets idrætskanon

Klubber

  • Helsingør Svømmeklub (1933-42)
  • DKG (1943)
  • DMG, Sparta (1950-51)
  • Helsingør Svømmeklub (1951)
  • DKG (1952-54)

Ragnhild Hveger er ikke bare Danmarks, men også blandt verdens bedste kvindelige svømmere nogensinde. Det var der nok ingen af dem, der overværende den 12-årige Ragnhilds debut som konkurrencesvømmer i 1933, der troede. Til forskel fra konkurrenterne hoppede hun nemlig i vandet med benene først. På trods af det, vandt hun løbet.

I løbet af bare to år forbedrede Ragnhild Hveger sig så meget, at hun vandt det nordiske mesterskab i 400 m fri som 14-årig. Hun var 15 år, da hun ved OL 1936 crawlede sølvet hjem på 400 meteren.

Som svømmer var Ragnhild Hveger beundret for sin rytmiske og glidende svømmestil, hvor ikke mindst hendes benspark var særdeles effektive. I Hvegers storhedstid 1935-42 blev det til ikke færre end 42 individuelle verdensrekorder på forskellige svømmedistancer.

At Ragnhild Hveger havde et enestående højt niveau i det våde element, kan ses ved, at hendes sidste verdensrekord først blev slået i 1956 – efter at have stået i 15 år!

EM 1938 i London blev Hvegers helt store stjernestund. Hun vandt 100 m fri, 400 m fri og 4 x 100 m fri og var i en klasse for sig selv, hvilket gav hende tilnavnet ’The golden Torpedo’. I 400 m fri sejrede hun med en bassinlængde. Foran Hveger vinkede en spændende olympisk karriere, hvor hun som bare 19- og 23-årig skulle triumfere ved OL i 1940 og 1944.

Sådan gik det ikke – i stedet væltede krig og ulykke ind over Europa, og Hveger selv kom ikke til at svømme igen før efter krigen.

Hveger gjorde comeback ved svømmekonkurrencer i 1950, og hun deltog ved OL 1952, hvor det blev til en fornem femteplads på 400 m fri. Hveger sluttede karrieren med et DM i 100 m rygcrawl i 1954..

Det 20.århundredes største kvindelige sportsnavn blev optaget i Hall of Fame ved etableringen i 1992.