Sara Slott Petersen

Foto: Lars Møller
Atletikudøver
Atletikudøver

Optaget 2022

Født (f. 9. april 1987)

Udvalgte resultater

  • 400 meter hækkeløb:
  • OL-sølv i 2016, EM-guld i 2016, nummer 4 ved VM i 2015
  • 25 x DM-guld (uden og inde)
  • Fanebærer ved OL i Tokyo 2021

Sara Slott Petersens karriere kulminerede i sommeren 2016 ved OL-finalen i 400 meter hækkeløb på det olympiske stadion i Rio. Her løb hun den suverænt hurtigste tid i sin karriere og kom over målstregen som nummer to. Dermed blev hun den første danske kvinde nogensinde, der vandt en OL-medalje i en løbedisciplin.

Det var ikke bare en hvilken som helst medalje. Atletik er kongedisciplinen ved OL, og det bliver eksempelvis sagt, at sommer-OL først for alvor går i gang, når atletikkonkurrencerne endelig begynder cirka en uge efter, at ilden er blevet tændt.

I Danmark er vi da heller ikke forvent med atletikmedaljer ved de allerstørste mesterskaber, og det var også lidt af en overraskelse, at Sara Slott Petersen sluttede sig til verdens allerbedste i sin disciplin. Hun vandt godt nok guld ved det europæiske ungdoms-OL i 2003 og blev kåret til Årets Olympiske Håb i 2008, men der var stadig lang vej op til de absolutte verdensstjerner.

Hun blev desuden gravid og fødte et barn i 2013, og for mange kvindelige idrætsudøvere kan sådan et afbræk resultere i et tilbageskridt i karrieren, men for Sara Slott Petersen blev det lige omvendt.

Hendes personlige rekorder blev slået kontinuerligt i de efterfølgende år, og hun begyndte at blande sig blandt de allerbedste ved de store Diamond League-stævner. Et kraftigt forvarsel om, at der var noget stort på vej i Rio, kom tidligere i 2016, da hun vandt guld ved EM i atletik.

Oven på præstation i Rio blev hun hyldet af danskerne, og senere på året blev hun hædret med Kulturministerens Idrætspris. Den pris vandt hun i konkurrence med en masse andre indstillede personer og initiativer. Begrundelsen var, at hun havde vist, hvordan man med succes kan kombinere en idrætskarriere med uddannelse og familieliv og samtidig være en foregangsperson for det frivillige foreningsliv via hendes glødende engagement i atletikklubben Aarhus 1900.

Efter sølvmedaljen i 2016 blev Sara Slott Petersens karriere forstyrret en hel del af skader. Således også i optakten til OL i 2021 i Tokyo. I semifinalen styrtede hun over en hæk i karrierens sidste løb, men inden da fik hun ved sit tredje OL vist, at hun trods skaderne og via stor fightervilje havde formået at kæmpe sig tilbage i OL-form. Det var i øvrigt et VM, hvor hun med baggrund i sine resultater og personlighed sammen med sejleren Jonas Warrer bar den danske fane ved åbningsceremonien.